De salige feminister

Kommer snart

Jesus var feminist. Hov, undskyld, fik du morgen kaffen galt i halsen? ”Sandelig, sandelig siger jeg jer salige er feministerne” kunne Jesus lige så godt have sagt. Jesus var nemlig begyndelsen på det der kunne have været historiens første feministiske bevægelse. En bevægelse kirken har svigtet, ved misforståede skriftsteder taget ud af kontekst, frygt for stærke mystiske kvinder som skabte en grundlæggende kvindeundertrykkende kultur i kirken.

Hvad forstår vi egentlig ved feminisme. Et ord der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, få dig til at hidse dig op, få dig helt op på barrikaderne, uanset hvilket køn du har. For feminisme er et ord de fleste helst ikke vil associeres med, for hvis du er feminist er du sådan en som hader mænd, som kæmper for at hævde det ene køn frem for det andet, du er den der starter diskussionerne kun for at afslutte dem ved at holde dig for ørene mens du beskylder modstanderen for at mansplaine. Du er sur på alt og alle, der er ingen andre end mænd der kan få skylden for det. Eller hvad er det nu egentlig lige det der feminisme er? Feminisme kommer af det latinske ord femina som betyder kvinde. Det er en ideologi og bevægelse som kæmper for ligestilling mellem kønnene, ved at forbedre kvinders vilkår så de er ligestillet med mændenes. Feminisme handler om ligeværd og om oprejsning for alle køn ikke om nedværdigelse eller gengældelse. Det var lige præcis hvad Jesus startede, men som forsvandt i religion og patriarkatet siden hen. Det samfund Jesus levede i var mands domineret, når man bad til Gud takkede man for at man ikke var kvinde, træl eller hedning, dem Jesus var sendt til ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for i er alle én i Kristus Jesus”(Gal 3,28). Det var en tid hvor kvinder ikke måtte undervises, det var en ret forbeholdt mænd, hvor kvinder ikke måtte røres, fordi de var urene når de blødte, hvor kvinder ikke måtte ses på, fordi de var anden rangs borgere. Alligevel ser vi gentagne gange hvordan Jesus lader kvinder sidde ved hans fødder og lytte til de ord han talte, i en tid hvor kun mænd måtte sidde ved en læres fødder og lytte. Vi ser hvordan Jesus talte med de kvinder som levede i synd, kvinder som udover at være noget så lavt som kvinder også var ludere, urene, syndige. Dem så han på og talte med. I en tid hvor de ingen stemme havde selv taler Jesus kvindernes sag, på en så radikal måde at selv hans egne følgere, hans disciple, havde svært ved at forene sig med tanken. Fx da Jesus beskriver ægteskabsbrud som noget der begås mod kvinden ”…har allerede begået ægteskabsbrud mod hende.”(Matt 5,27-28). Hvorfor var det radikalt? Fordi det gjorde kvinden til en man skyldte noget, kvinden blev med de ord gjort til en ligeværdig del af ægteskabet. Det fik Jesu følgere til at reagere som forkælede drenge: ”Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig”(matt 19,10). Et meget tydeligt tegn på hvor radikal den kvindebevægelse, Jesus satte i gang, var. Denne tendens hos mennesker er altså ikke ny, vi ser den i dag når mænd, der møder krav om ligestilling stiller spørgsmål som: ”Må jeg så også slå på kvinder nu?”. Dengang var det bare med omvendt fortegn: ”Må jeg så ikke engang slå min kvinde mere, hvad skal jeg så bruge hende til?” Et andet sted hvor Jesus agerer radikalt i sit begyndende feministiske virke er i fortællingen om ”Den samaritanske kvinde ved brønden”(Joh 4,7), det radikale i den fortælling er at Jesus taler med hende, en kvinde, endda en hedninge kvinde. Igen ser vi hvordan hans egne disciple bliver forargede over at han taler med en kvinde. Så forargede at de ikke engang tør spørge ham hvad han har gang i, men i stedet prøver at aflede ham med mad, ”kom Jesus, lad os spise frokost”. Men han afviser dem og taler videre med kvinden, som viser sig at udover at være hedning og kvinde(som om det ikke var slemt nok!), endda også lever i synd, alligevel lader Jesus hende vidne om ham. Det er en oprørsgerning i kvindekampen, både dengang og i dag. I alle de fire evangelier viser Jesus gang på gang, at kvinder, i hans øjne, har lige så meget værdi som mænd, at de ikke skal ses ned på og tales ned til, at de ikke er urene. Det gør han ved at bede de andre mænd se på kvinderne som ligemænd ”Ser du denne kvinde?”(luk 7,44). Han gør det ved at lade kvinderne sidde ved hans fødder i selskab med mændene, der hvor kun mændene måtte sidde ”hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.”(luk 10,32). Jesus går endda så vidt at han lader en kvinde bestemme, han lader hende faktisk ikke bare bestemme, men giver hende lov til at skifte hans mening ”Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: ”Der er ikke mere vin.” ”lad mig være i fred, mor,” sagde han. ”Tiden er ikke inde endnu.” Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: ”lige meget hvad han siger til jer, skal i bare gøre det!”(joh 2,3-5). Hvad så med Paulus, er det ham der starter det kristne patriarkat? Det er fra ham vi har citaterne: kvinder skal tie i menigheden, kvinder skal dække deres hår til, kvinder skal underordner sig mænd. Men hvis vi læser hvad det er han faktisk skriver ud fra den kontekst han skriver det i, så ser det anderledes ud. Skal kvinden tie for menigheden? Kvinden måtte være profet, hvad laver profeter? De taler til menigheden. Så hvorfor siger Paulus at kvinder skal tie? Fordi der er en anden der har ordet, det er ikke kvinder der skal tie, men alle der skal lytte når nogen taler og ikke råbe i munden på hinanden. Så er det ny testamente faktisk den første bog som beskriver den feministiske bevægelse? Måske. Det er i hvert fald en begyndelse. En begyndelse på ligestilling og ligeværd, hvor det der bliver sagt til manden også bliver sagt til kvinden. Indtil da havde det været manden der rådede over sin kvinde, men forholdet mellem mand og kvinde beskrives pludselig ligeværdigt: ”En hustru råder ikke over sit legeme, men det gøre hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru.”(1. Kor 7,4). Det ligestiller altså kvinden og manden i ægteskabet. Men faktisk kan vi allerede i det gamle testamente se det feministiske fundament. Som beskrevet ovenfor handler feminisme om ligestilling og ligeværd. På første side i det gamle testamente beskrives det hvordan mand og kvinde er skabt lige, begge i Guds billede, altså ingen over og ingen under den anden ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”(1. Mos 1,27). Et andet sted vi kan se dette beskrevet er i Lukas evangeliet, hvor vi møder Gud sammenlignet med en kvinde: ”Hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.”(Luk 15, 8-10). Så hvad kan vi lære af det? Jesus var feminist, bibelen er en feministisk bog, taget til gidsel af det religiøse patriarkat, som så meget andet. Vive Jésus, á bas la religion